ABOUT OMONIA BY LINE GØTTSCHE (ENGLISH BELOW)

 

Omonia er en undersøgelse af, hvordan udtrykkets elementer changerer i forskellige belysninger. Musikkens dele er som tanker og følelser uafsluttede, organiske størrelser, der væver sig ind og ud imellem hinanden; som gentager sig og forandrer sig. Værket er, ligesom det indre liv, det kommer fra, en langstrakt, blød bevægelse af repetitioner, variationer og kombinationer.

 

Som et alternativ til det fragmenterede format, der typisk gælder på popmusikudgivselser,

er Omonia’s struktur et bud på en mere direkte spejling af sindets bevægelser. Hvor et popalbums entitetsbårne opbygning er lineær og opdelt i et antal uforbundne dele, har jeg med Omonia forsøgt at opdyrke en anden struktur; en ekspansiv struktur, som bedre ligner den viltre frodighed, hvormed de tanker og følelser, musikken udtrykker, forgrener sig. Disse sindsstemninger og tankeveje starter jo ikke én dag, for så at slutte den næste næste; nej, de kommer og går i forskellige nuancer og variationer, altid i en skiftende sammen med deres omgivelser.

 

Jeg gentager dette følelsesmæssigt fletværk i min kompositionsrække, idet jeg lader musikkens komponenter væve sig ind og ud mellem hinanden, sådan at det fremstår, hvordan elementerne forandrer sig sammen. I strømmen af variationer og kombinationer står det frem, hvordan de enkelte elementer, idet de belyser hinanden fra forskellige vinkler, på én gang kan være de samme og ikke de samme.

 

Med denne sammenhængende form, hvor titlerne ikke er opdelt i et antal uforbundne dele, men derimod eksisterer som sammenvævede repetitioner og variationer af samme grundelementer, er Omonia et værk, der på én gang er repetitivt og ekspansivt. Dets struktur er cirkulær og i den forstand lukkende; og samtidig, med sin vedvarende avl af nye variationer, åben og ekspanderende på samme måde som et træ, et rodnet eller en familie.

 

Til musikværket hører en video, Omonia Video, der kan ses som en slags visuel variation af Omonia. Filmen viser et landskab i de jyske Dollerup Bakker igennem en solnedgang. Kameraet flytter sig ikke, men dvæler ved den samme indstilling i alle videoens 28 minutter. Det er altså det samme vue, man betragter; men som lyset ændrer sig, synes dets farver og skygger anderledes. Ved filmens afslutning er landskabet henlagt i mørke og er på én gang det samme og ikke det samme.

 

Den langsomme gradient fra én tilstand til en anden er et fænomen, som jeg også udfolder sig på Omonia. Flere af værkets stykker hænger sammen, således at det specifikke punkt, hvor én sektion bliver til den næste, er ikke-eksisterende eller i hvert fald udfyldende. At komponere værket sådan, var at gøre en dyd ud af nødvendigheden - jeg har altid haft svært ved afslutninger - samt en del af min overordnede vision om at lade arbejdet gro frem via intuitionens metode, næsten af sig selv.

 

Men disse glid mellem stykkerne er frem for alt en ode til naturens egen elegante måde at klare en overgang fra ét til et andet. Her tænker jeg på en solnedgang som dén i Omonia Video, på et æbles fra rødt til grønt, eller på de årstidernes skiften, som vi altid taler om.

 

Mange årstider måtte passere, inden arbejdet med Omonia var færdigt. Processen indebar mange brudperioder, hvor jeg måtte være væk for at tjene penge eller for at studere, og, senere i forløbet, afventede jeg i lange perioder svar de fonde og pladeselskaber, som jeg havde udset mig som mulige samarbejdspartnere i forbindelse med den konkrete udgivelse af værket.

 

Det viste sig, at langsomheden indebar en rigdom af potentiale. Det blev klart, at den tid, der passerede, mens planen for udgivelsen tog form, indebar vigtige muligheder. Den gjorde, at idéer sprang frem, som ellers ikke ville have haft tid til til at komme til syne, og at disse idéer igen ledte videre til nye. Denne sidste del af processen, der indebar visuelle lige så vel som praktiske facetter ved udgivelsen, blev på den måde en ny variant af musikværket Omonia, der var blevet til på samme måde igennem lang tids langsommelig vækst.

 

Min bror Thomas filmede Omonia Video og min mor lavede, med udgangspunkt i landskabet fra filmen, en akvarel, der blev trykt på forsiden af coveret.

 

Denne lange film affødte endnu en videovariation, denne gang en kort musikvideo. Her lader vi en opal vise sig frem på en elektrisk drejeskive, mens solen falder ind i den på en måde, så den flammer op i bølger af gul, grøn, blå, turkis, mandarin og laks. En brand, en himmel, et glødende hav, perlemor, solnedgange, vand, vulkaner. En verden gnistrer op i opalen, som i sig selv er på størrelse med en vindrue.

 

Filmen udgør en anden visuel variant af Omonia og Omonia Video på den facon, at den igen fremviser et stykke natur, som, når man giver det tid, i sig selv rummer en hel verden eller flere.

 

Under optagelserne til Opal Video eksperimenterede vi med opalen i nogle timer, imens lyset ændrede sig i rummet, vi optog i. Vi valgte selvfølgelig dén specifikke optagelse fra sidst på optageeftermiddagen, der indeholder det moment, hvor solen flytter sig væk fra vinduet og henlægger opalen i et dunkelt indelys.

 

Med mørket opstår reflektionen af vinduet fra værelset i opalen. Det er det samme vindue, som jeg skriver ved nu, et par år senere. Nu ser jeg, at processen med Omonia - værket, Omonia Video, Opal video og alle de forhold, som bandt delene sammen og i sidste ende fik pladeudgivelsen til at lykkes - skete naturligt, ved hjælp af tid og tålmodighed, af tilfældigheder, af held og uheld; at processen og resultatet blev to variationer af det samme.

 

En langsom musik skabt igennem en langsom proces. Naturen i sig selv, stemmen i sig selv, instrumenterne i sig selv, familien i sig selv. Alle disse elementære “grundstoffer” virkede og samarbejde næsten automatisk, i kraft af tiden.

 

Tiden blev en vigtig samarbejdspartner for mig i arbejdet med værket, fordi den gav mig et nyt sæt ører, hver gang jeg vendte tilbage til klaveret efter en nats søvn eller en måneds pengearbejde. Hele det samlede værk er i den forstand kun svagt redigeret fremvisning af den naturlige bevægelse af transition, gentagelse og variation, som foregår af sig selv - i naturen og det menneskelige indre - i kraft af tiden.

 

Jeg vil sige tak til Live Johansson, Niels Levinsen og Mads Egetoft, som indspillede strygere og saxofon med en fintfølende kombination personlighed og musikalsk empati. Til Brian Batz, som mixede med nænsom hånd. Til min mor, Jette Dyrholm, der malede forsideakvarellen, Thomas Dyrholm, der samarbejdede med mig om filmene. Og til Randers Musikskole, Det Danske Hus i Athen og Fondation Danoise, som på skift lånt mig deres klaverer og flygeler.

 

Tak til byen Athen med dens valmuer, hav og bjergkig. Til byen Los Angeles, som havde det specifikke træ, der gav mig idéen til Omonia Video. Til Jason Grier, som skrev en smuk pressemeddelelse og forbandt mig med Dense PR’s Ed Benndorf, som sørgede for, at Omonia allerede nu har lyttere i mange lande. Og sidst, men mindst lige så vigtigt, til min farmor og farfar, som hjalp med de sidste økonomiske midler, efter at Statens Kunstfond og Dansk Artistforbund havde støttet arbejdet og produktionen af Omonia - også tak til dem.

 

Line Gøttsche

maj 2018

 

ABOUT OMONIA BY JASON GRIER

 

As fast as the wind I rushed on my own along the country road in order to be blessed by a more open view; then, in a moment, the sun vanished, neither sinking nor behind the clouds, rather as if it had been extinguished or removed. Instantly it was a black night; rain...

– Walter Benjamin, dream transcription from «Das Buch der Träume»

 

If not by accelerating global crises and surreal election cycles in the west, late-2016 may have been marked, historically, as the moment of «peak TV» when bingewatching immersive Netflix offerings for hours on end produced the opioid mindstate of a waking dream en masse.

 

In her solo debut, Copenhagen’s Line Gøttsche Dyrholm – violinist, Calarts MFA student, and alumna of Danish electronic popband Belle Ville – furnishes a nearly perfect anti-partner to our streaming video panem et circenses. Omonia’s 28 minutes of delicate piano and bare vocals feels immersive and epic, fractured and dreamlike, yet anything but soporific.

 

Gøttsche’s voice guides us gracefully and all-too-swiftly through a series of disjointed fin-du-siècle set pieces, her narration smoothing out the incongruities – partial staircases to nowhere, french doors opening onto ivy-draped brick walls, an asymptotic woodland twilight in which the sun never quite sets – both sketching out and soundtracking a kind of «Last Year at Marienbad» world. Tempered flourishes of classical and jazz instruments accompany her drifting piano sonorities, which sound at times straight from the late-romantic playbook (Satie, Debussy, and the final works of Franz Liszt come to mind).

 

On repeated listens, however, the vocal lines prove to be a brittle leader, seemingly stitched together from some long-lost narrative thread, the peans and barbs of an inflationary love and the bitter arc toward its chauvinistic decline: A shadow-play of heroism, computerized bodies and ameliorating houseplants. Over the course of Omonia’s five sections, allusions and metonymies recur and efface each other’s meanings; fragile sentence fragments coalesce and diverge again.

 

The performativity of words and decadent asceticism is decisive, and timely. Gøttsche’s low-tech invocation of cognitive dissonance, heightened sensitivity, and circular memory finds itself squarely in the midst of our amnesiac age of digital alienation and artificial dreams. But Omonia comes across as neither a coy sarcasm nor a trenchant critique, rather, something quite original and strange; sincere and surreal in equal measure.

 

– Jason Grier, fall 2016