ENGLISH

 

As fast as the wind I rushed on my own along the country road in order to be blessed by a more open view; then, in a moment, the sun vanished, neither sinking nor behind the clouds, rather as if it had been extinguished or removed. Instantly it was a black night; rain...

– Walter Benjamin, dream transcription from «Das Buch der Träume»

 

If not by accelerating global crises and surreal election cycles in the west, late-2016 may have been marked, historically, as the moment of «peak TV» when bingewatching immersive Netflix offerings for hours on end produced the opioid mindstate of a waking dream en masse.

 

In her solo debut, Copenhagen’s Line Gøttsche Dyrholm – violinist, Calarts MFA student, and alumna of Danish electronic popband Belle Ville – furnishes a nearly perfect anti-partner to our streaming video panem et circenses. Omonia’s 28 minutes of delicate piano and bare vocals feels immersive and epic, fractured and dreamlike, yet anything but soporific.

 

Gøttsche’s voice guides us gracefully and all-too-swiftly through a series of disjointed fin-du-siècle set pieces, her narration smoothing out the incongruities – partial staircases to nowhere, french doors opening onto ivy-draped brick walls, an asymptotic woodland twilight in which the sun never quite sets – both sketching out and soundtracking a kind of «Last Year at Marienbad» world. Tempered flourishes of classical and jazz instruments accompany her drifting piano sonorities, which sound at times straight from the late-romantic playbook (Satie, Debussy, and the final works of Franz Liszt come to mind).

 

On repeated listens, however, the vocal lines prove to be a brittle leader, seemingly stitched together from some long-lost narrative thread, the peans and barbs of an inflationary love and the bitter arc toward its chauvinistic decline: A shadow-play of heroism, computerized bodies and ameliorating houseplants. Over the course of Omonia’s five sections, allusions and metonymies recur and efface each other’s meanings; fragile sentence fragments coalesce and diverge again.

 

The performativity of words and decadent asceticism is decisive, and timely. Gøttsche’s low-tech invocation of cognitive dissonance, heightened sensitivity, and circular memory finds itself squarely in the midst of our amnesiac age of digital alienation and artificial dreams. But Omonia comes across as neither a coy sarcasm nor a trenchant critique, rather, something quite original and strange; sincere and surreal in equal measure.

 

– Jason Grier, Fall 2016

DANSK

 

Omonia er en undersøgelse af, hvordan udtrykkets elementer changerer i forskellige belysninger. Musikkens bestanddele er som tanker og følelser uafsluttede, organiske størrelser, der fletter sig ind og ud imellem hinanden - forandrer sig, gentager sig. Eksempelvis kan en melodi- eller tekstlinie optræde igen og igen gennem værket, som viser, hvordan sekvensen er både den samme og ikke den samme, når den fremstår i forskellige musikalske belysninger. Værket er, ligesom det følelses- og tankeliv det imiterer, en langstrakt og organisk bevægelse af gentagelser, variationer og kombinationer.

 

I en tid hvor et fragmentet, tre et halvt-minuttersformat dominerer ny popmusik, er Omonia’s struktur et bud på en mere direkte spejling af sindets bevægelser. Hvor det typiske popalbums sekvenser er ordnet i ti eller tolv uforbundne dele, afspejler Omonia’s form faktisk den viltre frodighed, hvormed de tanker og følelser, som musikken udtrykker, forgrener sig. Disse sindsstemninger og tankeveje starter ikke én dag, for så at slutte den næste næste; nej, de kommer og går i forskellige nuancer og variationer, alt efter hvilken kontekst de optræder i.

 

Line Gøttsche gentager dette følelsesmæssigt fletværk i sin kompositionsrække idet hun lader musikkens komponenter væve sig ind og ud mellem hinanden, sådan at det fremstår, hvordan elementerne forandrer sig sammen.

 

Således er Omonia et værk, der på én gang er repetitivt og ekspansivt. Dets 28 minutter strækker sig over otte stykker hvis overgange ofte er slørede, sådan at det specifikke punkt hvor én sektion bliver til den næste er ikke-eksisterende eller i hvert fald udfyldende.

 

På den måde er begreberne transition, variation og kombination tematiske tråde, der gennemløber hele værket. Og med en saxofonist fra den eksperimenterende jazzscene (Mads Egetoft), en klassisk violinist (Niels Levinsen) og en cellist, der til hverdag arbejder med popmusik (Live Johansson) fortsætter Line Gøttsche, der selv har en baggrund som klassisk violinist, sin kombinatoriske linie også i værkets fremførelse. Sammen har de fire musikere skabt et på én gang dragende og fragilt udtryk, der kendetegnes af samme organiske elasticitet og dynamik, som karakteriserer fremførelsen af klassisk musik. Resultatet er et kompositionsværk, der i sin sværmeriske elegance kunne kategoriseres som en slags moderne impressionisme.

 

Omonia udgives sammen med en film af samme navn. Filmen, som i bedste Casavettes-stil er lavet af Lines bror, Thomas Dyrholm, dvæler i én enkelt indstilling ved et natursceneri i det jyske Dollerup Bakker. I løbet af filmen, som følger musikværket i sin fulde længde, betragter vi transformationen fra dag til nat. Akkurat som i musikværket oplever vi, hvordan landskabet på én gang er det samme og ikke det samme som mørket falder på. Filmen bliver på den måde en visuel illustration af den meditation over variationsbegrebet, som musikken er.